Støt den lokale handel – det gør en forskel
Når du handler lokalt, er du med til at skabe liv i Taastrup ByMidte
Vi er glade for alle jer, der vælger at handle lokalt. For det er jer, der er med til at sikre, at Taastrup fortsat har en levende bymidte med butikker, oplevelser, aktiviteter og plads til fællesskab.
Det lokale handelsliv handler nemlig om meget mere end butikker. Gennem hele året skaber butikkerne og Taastrup ByMidte og Erhvervsforening sammen aktiviteter, der får mennesker til at mødes og skaber liv i gaderne.
Butikkerne står blandt andet bag modeshows, vinsmagninger og andre arrangementer, som år efter år har stor opbakning. Handelsforeningen arrangerer de større fælles events, hvor hele byen inviteres med – og hvor de mange trofaste kræmmere også er en vigtig del af stemningen.
Musik i gaden skaber liv
Musik i gaden om lørdagen er blevet et fast og populært indslag i Taastrup. Flere og flere borgere bakker op, og vores brugerundersøgelser fra de sidste to lørdage i august viser tydeligt, at musikken er med til at skabe aktivitet omkring butikkerne.
Hovedparten af deltagerne i undersøgelsen fortæller, at de kommer mellem fem og ti gange for at høre musik. Mange hører musikken både hos Ramus og Finn Inn, og samtidig viser undersøgelsen, at de fleste benytter byens butikker, når de alligevel er i byen for at høre musik.
Endnu mere positivt er det, at mange fortæller, at de også handler i byens butikker på tidspunkter, hvor der ikke er musik.
Det er netop det, vi ønsker: Aktiviteterne skal være med til at skabe mere liv i byen og give endnu flere lyst til at bruge og opleve Taastrup ByMidte.
Sommerfest, Høstfest og fællesskab
Sommerfesten er blevet en tilbagevendende tradition med aktiviteter for både store og små. Blandt andet deltager Frivillighedsdagen, hvor foreninger giver smagsprøver på de mange forskellige aktiviteter og fællesskaber, man kan blive en del af.
I august samlede Høstfesten igen mange mennesker i bymidten. I år var der ekstra udfordringer, da gaden skulle terrorsikres, men udfordringerne blev håndteret i fællesskab, og Høstfesten blev endnu en gang en stor succes.
Programmet bød blandt andet på besøg af Beredskab 4K, en fantastisk dansetrup fra Serbien og noget helt nyt: karaoke.
Karaoke viste sig at være et kæmpe hit. Faktisk var der så mange, der gerne ville synge, at vi måtte forlænge programmet med en hel time!
En stor tak skal også lyde til de mange kræmmere, som trofast kommer år efter år og er med til at skabe den særlige stemning i bymidten.
Også fredagsmarkedet på Axeltorv er blevet et fast indslag i gadebilledet og bidrager til endnu mere liv og aktivitet.
Vi mødes også, når julen nærmer sig
Når året går på hæld, samles vi til den traditionsrige juletræstænding den sidste fredag i november.
Her tænder vi juletræet sammen og fylder ByMidten med sang og musik, mens duften af gløgg og æbleskiver breder sig. Juletræstændingen er blevet en hyggelig tradition, som markerer starten på julemåneden og giver hele byen mulighed for at mødes og ønske hinanden en god jul.
Det hele hænger sammen
Et levende handelsliv kommer ikke af sig selv. Det kræver butikker, erhvervsdrivende, foreninger, frivillige, arrangører – og ikke mindst borgere, der vælger at bruge deres lokale bymidte.
Når du handler i en lokal butik, tager en kop kaffe, spiser frokost, deltager i et arrangement eller besøger et marked, er du med til at holde gang i byen.
Det, du gør som kunde, gør en forskel.
Tak til alle jer, der støtter de lokale butikker og erhvervsdrivende. Jeres opbakning er med til at skabe grundlaget for, at vi også fremover kan have en levende Taastrup ByMidte med handel, oplevelser, fællesskab og liv.
Tak fordi I støtter de lokale!
